Når man som guide kun har 1½ fridag i løbet af en uge, så skal man bruge de dage med omhu. I starten var jeg godt smadret pga. oplæringsprocessen, så der blev fridagene brugt på at sove ud og slappe af med en film eller lignende.
Nu hvor jeg er kommet bedre ind i jobbet, kan jeg bruge mine fridage på ting, som kan få mig lidt væk fra rejsebranchen for en lille stund, hvilket helt sikkert er sundt. Derfor besluttede jeg forleden, at jeg ville på en af vores egne udflugter. Både så jeg kunne se hvad det var vores gæster oplevede, men også for at have en dag med fred og ro, uden gæster osv.
Dagen startede kl.8.30 da vækkeuret ringede. Efter et hurtigt bad fik jeg pakket tasken og tog en taxa ned til havnen, hvor jeg gik ombord på båden kl.9.00. På programmet var der både snorkling og strandtur, men fordi det blæste forholdsvis meget, så lystede jeg ikke at hoppe i bølgen blå for at fryse når jeg kom op igen. Så jeg blev på båden, nød udsigten og prøvede at abstrahere fra larmen fra de mange russiske gæster.
Når man sidder der, på en båd midt ude i det røde hav med lidt musik i ørene, går der mange tanker igennem hovedet.
Én af de bedste var helt sikkert tanken om, at jeg for et halvt år siden ca. sad med søde tanker om netop dette, mens jeg havde travlt med at læse op til de sidste eksaminer. Derfor sad jeg for mig selv på båden og smilte lidt, og kunne næsten ikke tro at det hele var gået i opfyldelse.
Efter noget tid med snorkling tog vi videre over til Giftun øerne, hvor en del af den ene ø er delt op i to privatiserede strande, henholdsvis Paradise Island og Mahmya.
Vi ankom til Paradise Island omkring kl.12 og blev hurtigt vist op til restauranten, hvor buffeten var klar. Efter en let omgang frokost havde jeg nu 3 timer til at nyde Egyptens varme uden nogen form for forpligtelser. Jeg benyttede derfor tiden til at få lidt sol på den spinkle drengekrop (TILTRÆNGT!)
Efter 3 timer vendte vi snuden hjemad, og jeg var hjemme i lejligheden igen omkring kl.16.
På min næste fridag tror jeg der står SPA på programmet! - Det er herligt at være guide :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar